Søgning

    

 Emner
 
Forside
  Bolig og fritid
  Institution
  Erhverv
  Når mennesker forsamles
  Redningsberedskab
  Kalender

 Information
 
Om portalen
  Om forebyggelse
  Kontakt
  Nyheder

 Nyhedsbrev

 

   
 
Forside > Om forebyggelse

 
Indledning
Forebyggelse er bedre end afhjælpning - også på beredskabsområdet: Ved at forebygge kan man både nedbringe risikoen for at der sker uheld, ulykker og katastrofer og reducere konsekvenserne af dem, der alligevel finder sted. På begge måder mindsker man skaderne!
I Beredskabslovens § 1 står der, at "redningsberedskabets opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljø".
Det slås altså fast, at forebyggelse er en af beredskabets kerneopgaver.
Men det er vigtigt, at arbejdet sker bevidst og målrettet, fordi forebyggelse kan være ressourcekrævende og fordi målbare resultater sjældent opnås på kort sigt.

2 slags forebyggelse
Forebyggende aktiviteter og initiativer kan deles op i 2 metodisk forskellige tilgange - forebyggelse ad teknisk vej (teknisk forebyggelse) og forebyggelse af risikoadfærd (taktisk forebyggelse).

Taktisk forebyggelse:
Inden for redningsberedskabet defineres taktisk forebyggelse som de aktiviteter, der har til formål at opbygge, vedligeholde eller ændre holdninger, adfærd og rutiner med henblik på at nedbringe hyppighed og konsekvens af ulykker. Taktisk forebyggelse har den samlede befolkning som målgruppe.

Som eksempler på vidt forskellige taktiske forebyggelsesopgaver kan nævnes:

  • At lære børn og unge i skolealderen at omgås ild
  • At tilskynde ældre i eget hjem til at anskaffe røgalarmer
  • At lære plejepersonale at handle rigtigt ved en brand
  • At vejlede ejendomsfunktionærer i brandsikker placering af affald
  • At vejlede landmænd om forebyggelse af høstbrande
  • At lære unge mennesker sikker adfærd på diskoteker og festivaler
  • At undervise i elementær brandslukning

    Teknisk forebyggelse defineres inden for redningsberedskabet som de fysiske foranstaltninger, som har til formål at mindske antal og omfang af brande og andre ulykker. Som eksempler på teknisk forebyggelse kan nævnes:

  • At installere brandalarmanlæg
  • At bygge brandmure
  • At placere en fyrværkerifabrik langt væk fra beboelse
  • At opsætte håndslukningsmidler
  • At udarbejde flugtvejsplaner

    Teknisk forebyggelse er ofte lovbestemt, men der findes mange eksempler på, at f.eks. virksomheder beslutter at foretage mere vidtgående foranstaltninger end de krævede. Eksempelvis kan nævnes frivillige brandalarmeringsanlæg og rumslukningsanlæg, mindre brandsektioner end krævet og brandsikkert inventar.
    Information om teknisk forebyggelse rettes primært mod professionelle rådgivere og bygherrer.

    Taktisk forebyggelse - et langt sejt træk
    Før du går igang med en taktisk forebyggelsesopgave, skal du gøre dig klart:

  • Hvem vil du nå med dit budskab, altså hvem er din målgruppe, f.eks. skolebørn, plejehjemspersonale, landmænd...?
  • Hvad er hensigten med din forebyggelsesindsats - altså hvad ønsker du at målgruppen skal vide eller kunne, f.eks. slukke levende lys når de går, ikke sætte kiler i branddøre eller huske at føle efter om døren ind til branden er varm, før de åbner den.

    Erfaringer fra mange forskellige områder viser, at man ved at opstille bevidste mål og handlingsplaner kan opnå en reduktion i antal og størrelse af uønskede hændelser. Virkemidlet hertil er en (lang) kæde af enkeltinitiativer - såvel tekniske som taktiske og kombinationer heraf.

    Beredskabsstyrelsen har med hjælp fra et antal kommunale beredskaber etableret en hjemmeside www.brandkampagner.dk, som giver dig en nem vejledning i, hvordan du laver en kampagne. Du kan også vælge at bruge de færdige kampagner, som ligger på hjemmesiden, klar til brug.

    Den lille nemme vejledning i at lave brandforebyggende kampagner er også udgivet i trykt form: Sådan gør du - en introduktion til arbejdet med brandforebyggende kampagner

    Man bør tilrettelægge den taktiske forebyggelse, så det kan konstateres, om man har nået sine mål. Som en hjælp til dette har Beredskabsstyrelsen udviklet Guide til evaluering af forebyggelsesindsatser.

    Hvis du vil vide mere
    Som nævnt i Om portalen behandler denne portal primært forebyggelse af risikoadfærd (taktisk forebyggelse).
    Søger du oplysninger om den regelbaserede tekniske forebyggelse kan der eksempelvis henvises til Beredskabsstyrelsen, Brandinfo, Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut og Lovinfo


  •  


    Kontakt vedr brandforebyggelse: cfo@brs.dk, eller tlf: +45 45 90 60 00
    Beredskabsstyrelsen, Datavej 16 DK-3460 Birkerød